Opdater din browser.

Det ser ud til, at du bruger en gammel version af browseren Microsoft Edge. Opdater din browser for at få den bedste oplevelse med Busch's websted.

Garanti for brus i øllet

En forfriskende oplevelse bliver fanget

Den tilfredsstillende bruselyd, som man hører, når en ølflaske åbnes, er musik for manges ører. Hvordan flasken fyldes og lukkes, er afgørende for at få en perfekt oplevelse, når man åbner og drikker en øl. Vakuum og overtryk leveret af Busch er det, der sikrer, at en af livets små glæder kan nydes på den tiltænkte måde.
Ligesom en god øl skal nydes langsomt, tager det tid at brygge god øl. Efter omhyggelig udvælgelse og tilberedning af de ingredienser, der giver øllet dets karakteristiske smag, er det i gæringsprocessen, de karakteristiske bobler begynder at vise sig. For at bevare den særlige fornemmelse i munden, som boblerne giver drikken, og for at kunden kan nyde det bedst mulige produkt, skal flaskerne fyldes med særlig omhu.

Gæret, men frisk

Gæring er en vigtig del af ølbryggeri, men når den er færdig og øllet er tappet på flaske, bør den ikke ændre sig mere. Mens øl fra mindre bryggerier, fremstillet i små partier, måske ikke bliver på flasken længe, før det nydes, skal øl fremstillet på industrielt niveau kunne lagres i meget længere perioder, uden at dette påvirker kvaliteten. For at sikre dette skal flasken være helt tom – det vil sige helt uden atmosfærisk luft. Det er hér, vakuumteknologien kommer i fokus. En vakuumpumpe tømmer flasken, og drikken fyldes på. Når luften fjernes, kan der ikke opløses ilt i øllet. Det forhindrer øllet i at oxidere i flasken, og derved bevarer det sin smag, sit udseende og sin generelle friskhed i længere tid. Og det er også godt nyt for effektiviteten i storindustrien: Påfyldningen går hurtigere under vakuum end i atmosfærisk luft. Det lavere tryk i flasken end i opbevaringstanken trækker øllet effektivt ind, hvorved flowhastigheden øges.

Plads til at bruse

Den sidste fase af flaskepåfyldningen bringer øllet og tomrummet i toppen af flasken i balance. Hvis dette tomrum blev fyldt med luft, ville den kuldioxid, der er opløst i øllet, gradvist slippe ud af væsken og ud i luften og give mindre brus. For at undgå dette sprøjtes der kuldioxid ind i tomrummet under højt tryk ved hjælp af en kompressor. Flasken forsegles derefter med det samme, så der skabes et tryksat miljø, hvor tomrummet har det samme tryk som den kulsyre, der er tilsat væsken. Denne balance sikrer, at den indfangede CO2 ikke kan slippe ud under transport og opbevaring – selv ved ændringer i temperatur og højde. Det betyder at, uanset hvor langt øllet skal rejse rundt i verden, og uanset hvor det kommer hen, så vil ingen kunder få en øl uden brus. Øllet vil tværtimod være fyldt med lige så mange forfriskende bobler, som da det blev tappet på flasken. Skål!
Læs mere – Den perfekte balance

Det er noget af en kunst at opnå det rigtige forhold mellem øl og skum. Det er ikke så let som at åbne og hælde – der kræves teknik. En forkert vinkel kan resultere i et glas fyldt med skum og ganske lidt "flad" væske. Men det er ikke det hele. Faktisk er der mange faktorer, der påvirker øllets brus.

Det meste af ansvaret ligger hos bryggeren. De valgte ingredienser og gæringsprocessen er afgørende for, hvor meget kuldioxid det færdigbryggede øl indeholder, og dermed for dets naturlige skummepotentiale. Generelt gælder, at jo længere øl gærer, desto højere er dets alkoholindhold – og mere alkohol betyder mindre brus. Bryggeren kan vælge at tilsætte ekstra CO2 eller nitrogen for at modvirke dette eller blot for at give en allerede boblende øl endnu mere brus.

Men det, der sker rundt om den person, der drikker, har også betydning. Støv eller rester af opvaskemiddel i glasset kan forårsage kraftig skumdannelse. Varmere klimaer giver færre bobler, der dog er større. Potentielt kan selv kosmetiske produkter som læbepomade ødelægge et glas øl – og det samme kan ske med snacks på udskænkningsstedet. Fedt på glassets kant påvirker skummets stabilitet, hvilket også resulterer i færre bobler.