Opdater din browser.

Det ser ud til, at du bruger en gammel version af browseren Microsoft Edge. Opdater din browser for at få den bedste oplevelse med Busch's websted.

Medlemmer af Green Team Twente med deres brintracerbil. Kilde: Green Team Twente.

Racerbil på brint

Busch Holland har leveret en MINK MH 0018 A til de studerende på TU Twente, det tekniske universitet i byen Enschede i den hollandske region Twente. Takket være denne støtte kunne de studerende, som kalder sig Green Team Twente, præsentere deres første brintdrevne racerbil.

De studerende på TU Twente har bygget brintkøretøjer siden 2011. Nu har et team fra universitetet bygget sin første brintracerbil ved navn Apollo og præsenteret den ved den hollandske Formula Student-konkurrence i Assen og Formula Student-konkurrencen i Tyskland ved Hockenheimringen.

Som det eneste team med en brintracerbil både i Assen og på Hockenheimringen deltog Green Team Twente ikke i løbene. I stedet præsenterede teamet sin bil. Målet var at vække interessen for teknologien blandt de andre teams og på sigt udvikle en særskilt racerløbskategori. Apollo er den første brintdrevne racerbil i en Formula Student-konkurrence, der udelukkende er bygget af et team af studerende, inklusiv brintsystemet.

Et brintkøretøj drives af en brændselscelle, hvor brintprotoner reagerer med ilt og danner vand. MINK MH 0018 A klo kompressoren bruges til at recirkulere overskydende brint. Dette forhindrer udledning af brint til atmosfæren. Da udstødningen fra en brintbil hovedsageligt består af vand, er en sådan bil ekstremt miljøvenlig.

Formula Student er en international designkonkurrence for studerende, som ca. 500 universiteter fra hele verden deltager i. Den har været afholdt siden 1979 og giver både kommende ingeniører og studerende i andre fag mulighed for at omsætte deres viden til praksis.

Ud over Green Team Twente støtter Busch Vacuum Solutions flere andre Formula Student-teams: Joanneum Racing fra Graz i Østrig, Curtin Motorsport fra Perth i Australien, racing teams fra TU Delft i Holland og det teknologiske institut i Karlsruhe og TU Darmstadt i Tyskland.